20. januar 2021

Musikstreaming, lydbøger og podcasts smelter sammen

Kan vi nøjes med én tjeneste i fremtiden?

Mofibo tilbyder podcasts. Podimo tilbyder lydbøger. Spotify tilbyder både lydbøger og podcasts. Kampen raser om vores premium abonnementspenge.

Jeg spurgte faktisk for nylig Podimo om de nu også var en lydbogstjeneste, og svaret var, at de er en podcasttjeneste med et lille lydbogsudvalg. Til gengæld et ret godt et. Lad os se, hvor længe det holder.

Jeg prøver lige at tage lidt forskellige briller på:

Tjenesternes:
Vi kæmper om brugernes opmærksomhed og penge, og for at skabe en forretningsmodel, som er rentabel. Vi kan enten være en nichetjeneste udelukkende med premiumindhold, fx lige som Egmonts Talk Town eller en hub med mest muligt indhold og en freemiummodel med fordele – primært reklamefri og premium indhold (eksklusivt eller duo-eksklusivt).

Kundernes:
For mig, som bruger, er det hele bare lyd, og jeg er storforbruger af alle tre formater. Så ja tak til convenience: At jeg ikke skal have 3-4 tjenester for at tilgå det indhold, jeg foretrækker, og at det hele er samlet i én app.

Indholdsskaberens:
Jeg holder tungen lige i munden og forsøger at holde overblikket over de forskellige platforme og distributionsmuligheder. Hvis ellers jeg har populært nok indhold og/eller brand, så kan jeg sælge mig selv som premiumindhold til en tjeneste. Det er absolut en ny mulighed for at tjene penge på fx podcasts, som eller anses som en gratis vare fra forbrugerens side. Til gengæld skal der meget indhold til eller meget populært indhold, for vi er ude i micropayment, og der er ingen af de nævnte tjenester, der kan gøre det ud for en almindelig indtægt. Men i stedet som et ben i mængden af formater og indholdsstrømme. Og det er også helt OK.

Andre pros:
– Jeg kan få testet noget indhold af, fx i podcastformat, som senere kan genbruges i et andet format, fx en (lyd)bog.